Om galleriet

Galleri Valdal er virkeliggørelsen af en drøm, vi længe har haft. At have et sted, hvor vi kan vise god kunst, helst af nulevende kunstnere, men også nogle af de forbilleder og idoler, som har været vores inspirationskilder gennem mange år.

På forholdsvis få kvadratmeter tilbyder vi gode kunstoplevelser – og udgangspunktet er, at vi kun udstiller værker, vi selv kan li’.

I den ene halvdel af galleriet bor TEX-antik – Lisbeths antikvariat med bøger om håndarbejde, tekstil, kunst og design. Antikvariatet har eksisteret siden 2009 og er egentlig en webshop, men nu er der også mulighed for at gå på opdagelse på de fysiske hylder. Antikvariatet er åbent 24/7 på www.tex-antik.dk – i den virkelige verden når galleriet er åbent eller efter aftale.

Lidt historie:

Navnet Galleri Valdal skyldes, at vi er en del af A/B Valdal, en andelsboligforening, der omfatter de lige numre af Bykildevej samt Valby Langgade 30 og 30A.

Tilbage i 1876 blev landstedet Valdal – med adresse på Valby Langgade 30 – købt af gartner N. Jensen, der udover at drive gartneri lejede ud bl.a. til kunstnere som Peter Hansen, Fritz Syberg, Albert Gottschalk, Olaf Rude, Johannes Larsen og Harald Giersing. Sidstnævnte boede fra 1926 til sin død i 1927 fast på Valdal og videreførte her den malerskole, han havde etableret i 1915 – “hvor flere af vore bedste kunstnere modtog indtryk for livet”, som det så smukt hedder i Dansk Biografisk Leksikon.

Valdal blev det ene centrum for kunstnergruppen Fynboerne – det andet var Johannes Larsens hjem i Kerteminde. Samtidig med, at malerne opsøgte motiver i gartneriets have, arbejdede bl.a. Peter Hansens søster Anna, der senere blev gift med Fritz Syberg, og Johannes Larsens senere hustru Alhed Warberg på Den Kgl. Porcelænsfabrik – i gåafstand fra Valdal.

I 1930 blev gartneriet revet ned for at give plads til den fire-etagers ejendom, der i dag udgør A/B Valdal. Bag ejendommen findes i dag en hyggelig have, der benyttes af andelsboligforeningens beboere året rundt. Før vi åbnede Galleri Valdal, var der en låsesmed i lokalerne.

Du kan læse meget mere om Valdals historie i bogen Valby Bakke af Mette Lund Jørgensen (Forlaget Rhodos, 2009) eller på clausib.blogspot.com

 

Harald Giersing: Udsigt over Valdal Gartneri, 1926

 

Galleri Valdals skilte er håndmalede – og så er ordet Valdal i øvrigt skrevet med bogstaver fra skrifttyper, vi selv har designet.

Herunder et par før-og-efter billeder af galleriets to lokaler.