Velkommen til fernisering
lørdag 26. april 2025 kl. 11-14.
Annette Graae (født 1945) arbejder med to forskellige udtryk: store gobeliner – og objekter, som kan have meget forskellige størrelser. Med Annettes egne ord:
“Havet er kontrastfyldt. Det er smukt, stille, lydene forandrer sig, gråvejret, det stormer, bølgernes hvide skum – stadig smukt, men farligt. Kontrasterne er altid vigtige – jeg bliver ikke færdig med havet.
Jeg er gobelinvæver, og jeg laver også objekter, gobelinerne er store, objekterne har et andet format, de kan også være skulpturelle.
Gobelinerne har naturen som emne. Mest vandet – det har jeg beskæftiget mig med i mange år. Det bliver ved med at vække nye tanker, det ændrer sig hele tiden, også nu med de særlige problemer, vi har i klimaet.
Det samme gælder for objekterne, det er havet, der er inspirerende. Umiddelbart er de to udtryksformer meget forskellige, men kun tilsyneladende.
Jeg har indimellem brugt nutidige materialer i gobelinerne f.eks pakkebånd og hestehår, materialer jeg også bruger i objekterne. Nogle af objekterne har desuden været vævet.
Gobelinerne kræver et stort forarbejde, jeg laver masser af tegninger, akvareller eller kridttegninger i et lille format. Derefter forstørrer jeg den lille farvetegning op til en stor stregtegning, som sættes bagved de tråde, jeg væver på.
Selve forstørrelsen foregår fra farvetegningen, som er ca. 20 × 12 cm. Den bliver forstørret til en stregskitse på måske op til ca. 300 × 200 cm. Det er vigtigt, at der er denne store forskel i størrelse. Det giver mig frihed og overraskelser, fordi jeg dermed ikke kan oversætte direkte over i væveprocessen.
Objekterne ser meget anderledes ud. Jeg finder måske på stranden et stykke træ, måske får jeg børster af en kollega, måske laminatrester – alt dette er inspirerende. Jeg tager udgangspunkt i materialerne. Jeg tilføjer alt, som styrker mit syn på fx havet, maler små træstykker, går videre og videre, tilføjer mere og mere, og pludselig er objektet færdigt. Her er ikke noget forarbejde.”
.
Annette Graae er uddannet på Kirsten og John Beckers værksted, Nærum (1964) samt Jette Gemzøes værksted (1964-67), afsluttet med svendebrev med gobelin som speciale. Hun har udstillet på bl.a. KE – Kunstnernes Efterårsudstilling (1970, 73) og Charlottenborgs Forårsudstilling (1973, 77, 82) og er repræsenteret på bl.a. The Central Museum of Textiles, Lodz, Polen, Køge Skitsesamling og Designmuseum Danmark. Har modtaget legater fra bl.a. Statens Kunstfond.
Udstillingen kan ses til og med 17. maj.
Åben torsdag-fredag 14-17, lørdag 11-14.
.
Annette Graaes to gobeliner: Blæst – Vand – Uro (190 x 320 cm) og Himlen over mig (200 x 310 cm).
Foto: Lars Pryds
.
Annette Graae: Iltsvind, objekter. Foto Lars Pryds
.
Annette Graae: Blæst – Vand – Uro.
Gobelin, 190 x 310 cm. Foto: Dorte Krogh
.
Annette Graae: Himlen over mig.
Gobelin, 200 × 300 cm. Foto: Dorte Krogh
.
Annette Graae: Havet under mig.
Objekt, 20 × 20 × 23 cm. Foto: Annette Graae
.
Annette Graae: Iltsvind.
Objekt, 40 × 25 × 15 cm. Foto: Annette Graae
.
Annette Graae: Iltsvind.
Objekter, hver 200 × 30 × 15 cm. Foto: Dorte Krogh
.
Annette Graae på værkstedet i Allerød.
Foto: Claus Bech
.